En af de første dage hernede gik vi rundt i Beiruts gader med Ayman, vores roomate og kollega fra Al Jaleel Center for Children. Jeg prikkede ham idéen, sådan lidt usikkert og tøvende, men stadig klar til, at kæmpe. Vi havde endnu ikke besøgt vores egentlige placering, men jeg ville gerne til at snakke ”buisness”.
Jeg forklarede, at jeg havde en ven der var interesseret i at komme herned, hvis vi havde brug for ham, og i den forbindelse tænkte jeg på et fodboldprojekt. På det tidspunkt havde jeg ingen idé om hvad det ville indebærer andet end fodbold og måske noget sponsoreret udstyr. Ayman tog tøvende projektet til sig. Han var meget spørgende.
”Hvor skulle det være?”, ”Hvad var formålet?”, ”Hvor meget udstyr kunne vi få?” og ”Hvem skal deltage?”
Vi havde kun været i Libanon i 2 dage på det tidspunkt så, eksperter i palæstinensernes situation hernede, kunne vi ikke kalde os. Jeg havde ingen reelle svar på disse spørgsmål, men nu var skibet sat i vandet, og så ville jeg vente på en eventuel vind til sejlene.
Formål? Deltagere? Udstyr? Placering? Aymans spørgsmål rumsterede i mit hoved og min idé i hans. Næste dag sagde han ”Jeg synes det er et rigtig godt projekt, men det skal være med et fodboldhold fra Shatila, for de har et rigtigt fodboldhold med træner” Vi svarede ”Fedt nok, men vi har tænkt på at få et libanesisk hold med, så det kan fremme integration og…”
Som lokal kunne han give os viden om behov og realiserbare mål, og vi kunne så komme udefra med idéer og formål der ikke lå til hans højreben. Det var fedt at have en lokal kendt med så hurtigt i processen. Kristian ville også have fokus i Danmark på flygtninge situationen i Libanon, så det diskuterede vi også. Hele denne ”modtagelse” af projektet fra centerets side blev det første vindstød i projekts sejl. Projektet glider nu stille hen imod at blive realiseret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar